Sider

søndag den 28. januar 2018

18 billeder taget fra det samme sted gennem et helt år.

 Billedet er taget den 15/1 2017
Det er næsten den samme vej jeg går hver gang jeg lige skal i køkkenhaven, eller når jeg bare lige skal en tur rundt i haven, ja så starter jeg ofte her ved trapperne. Det er her jeg ser årstiderne skifte, og hvis man som mig har mange græsser i haven, så bliver det netop tydelig med de skiftende årstider.

Billedet er taget den 5/2 2017
Derfor syntes jeg også det kunne være sjovt at lave sådan en slags årets gang kavalkade, lige her fra center punktet i min have. jeg har taget billeder næsten hver måned, jeg har ikke sådan været skarp på datoer, bare taget billederne når jeg lige kom forbi med mit kamera.

Billedet er taget den. 13/2 2017
Vi klippede græsserne ned tidlig sidste år, vi ville være sikker på de ikke blev revet op af jorden da vi klippede, så vi valgte en dag med frost i jorden.

Billedet er taget den. 22/4 2017
Så var der bare at vente, vente, vente på foråret, det er godt at vi har fået lagt nogle tidlige løg til i år.

Billedet er taget den. 30/5 2017
Så sprang bøgehækken ud, de lilla Allium blomstrede, og der kom låge ind til køkkenhaven.

Billedet er taget den. 22/6 2017
Stille og roligt forvandler bedene sig gennem året, det er simpelthen en fornøjelse at følge.

Billedet er taget den. 28/7 2017

Billedet er taget den. 23/8 2017
Når vi kommer til august er det hele ved at eksploderer i græs bedene, det bliver bare ikke bedre, helt klart den skønneste måned på året her i haven. Derfor har vi også valgt at holde åben have netop her i august, og i år bliver det den. 18-19 og den 25-26 august.

Billedet er taget den. 27/8 2017

Billedet er taget den. 28/8 2017

Billedet er taget den. 1/9 2017
Farve festen fortsætter ind i September

Billedet er taget den 13/9 2017

Billedet er taget den. 29/10 2017
Først i oktober begynder farverne at falme, den langsomme start i foråret er for længst betalt tilbage her i efteråret.
Billedet er taget den. 1/11 2017

Billedet er taget den. 12/11 2017
November har efterårs farver i haven, bøgehækken er for en kort stund helt gylden, det er så fint det hele. Det er lige nu mens græsserne stadig ikke er væltet at et lag rimfrost er virkelig fortryllende.

Billedet er taget den. 21/11 2017

Billedet er taget den. 21/12 2017
Rimfrosten kom rigtig sent her i have, men vi fik lidt sne, meget lidt sne... ja jeg tror vi er mange der har savnet rigtig vinter i år, men lidt blev det til.

Billedet er taget den. 6/1 2018
Det sidste billede er fra januar med lidt rimfrost, men med fravær af solen.
Nu er de fleste græsser knækket og det hele ser lidt rodet ud, sådan er februar her i haven. I år vil jeg prøve at sidde på fingeren og først klippe det hele ned til marts, ja hvis det altså ikke bliver for varmt, for mange af de små løg er allerede på vej op, og det vil jo være ærgerlig at klippe hovederne af dem.
Snip snap snude så var det år gået...

søndag den 7. januar 2018

Sikke en smuk morgen


 Vi vågnede til en smuk og meget kold morgen, helt perfekt på en søndag. Pludselig kommer man igen i tanke om at det er med vinter og vintervejr, slet ikke er så skidt endda.

 Jeg kunne selvfølgelig ikke komme hurtig nok ud med kameraet, det er nemlig en af de gode ting ved at have en blog. Lysten til at dele oplevelser, lysten til at tage billeder, og lysten til at finde det smukke i hverdagen og i alle årstider, er en super motivationsfaktor for at komme ud.

 Så jeg lavede mig en hurtig kop kaffe, og tog den med ud i haven, jeg tog et par mundfulde og så glemte jeg ellers alt om den kaffe, for pokker hvor var det bare fint det hele.

 Motiver er der nok af, det er bare lige med at se dem.
 Sådan et lag rimfrost tryllestøv pynter virkelig på græsserne, selv her sidst på året hvor de efterhånden er ved at være lidt triste at se på. Flere af græsserne er efterhånden knækket, og mange har lagt sig, men der er dog nogen der stadig står, og de mange frøstandene pynter mellem græsserne som små knapper på de sidste standhaftige tinsoldater.



 Da jeg kom tilbage til min kaffe, ja så var den selvfølgelig kold. Så jeg lavede mig en ny, og godt pakket ind i uld og tæpper, tvang jeg mig selv til at lægge både telefon og kamera og bare nyde.
 Bare side der og nyde udsigten ud i haven, helt stille i dampen fra min kaffe, det er lige sådan et øjeblik jeg vil prøve at huske tilbage på, når det igen bliver mørkt og mudret, og foråret virker så utrolig langt væk.