I fredags var jeg sammen med en håndfuld skønne haveglade mænd og kvinder, inviteret til åbnings premiere på Fru Pedersens julehave. Der var skruet max op for hyggen, selv om det virkelig var en råkold og blæsende fredag. Jeg ved ikke om det var turen rundt i haven, et par timers frisk luft, og en masse hyggelig snak der gjorde at suppen smagte helt fantastisk. Ja jeg vil gå så vidt og sige at det var en af de bedste supper jeg nogensinde har magt, og som jæger har jeg altså smagt en del. Men er det ikke ofte sådan, at når man har gået et par timer rundt derude, så er det bare ekstra hyggeligt at komme ind i varmen igen, og selskabet var godt.
Det var Mortens aften, så vi drillede gåsen, men den endte dog ikke i gryden, hvem ved måske skal den på julebordet.
Inde i den lille udestue foran huset, kan man tage sig en hvil i skæret fra de mange stearinlys, og man kan sidde her rigtig længe for der er virkelig meget fint at kigge på.
Anette og John har mange små skønne steder hvor man lige kan tage sig en hvil, jeg håber virkelig de også selv får tid engang i mellem. For det er tydelig for en hver, at her bor to meget flittige mennesker, hvor glæden ved smukke ting og knofedt trives hånd i hånd.
Der er så mange der efterlader haven forladt og øde hele vinteren, jeg syntes det er synd. Når vi har klippet stauderne ned og taget havemøblerne ind, virker haven let tom og kedelig, og der er måske heller ikke så meget lyst til at gå rundt derude i regn og slud. Men derfor kan vi jo godt pynte op ved indgangen og omkring huset, måske kan det laves så vi kan se det inde fra køkkenet eller stuen, og måske kan det engang i mellem lokke os ud i haven trods vejret.
Uanset om du mangler inspiration eller ej, om du er til meget dims eller ej, må du ikke snyde dig selv for en tur til Fru Pedersens have. Her kan du få en jule indsprøjtning som ikke ligner dem du får alle andre steder, jeg tror virkelig det er de færreste der ikke har lyst til bare at dimse en lille smule, efter et besøg her i Anette og Johns smukke julehave.